Mange mennesker kender den ubehagelige følelse af at befinde sig et ukendt sted. I sådanne situationer søger vi efter bekvemmeligheder, der minder os om hjemmet og giver os følelsen af, at vi ikke er alene. At tilbyde disse bekvemmeligheder til patienter, der rejser for at modtage lægebehandling, kan ikke altid være let, men det er altid værd at gå endnu et skridt for at sikre, at de føler sig hjemme.
En teenager, der ikke taler engelsk og opholder sig i USA i tre måneder for at få medicinsk behandling flere gange om ugen, boede hos sin tante. Hendes familie var bekymret for, at hun ikke ville kunne kommunikere med sin tante eller teenagere, der talte engelsk, om spørgsmål, der var vigtige for hende. Colpitts kontaktede så en lokal teenager, der talte patientens sprog. Colpitts-teamet arrangerede, at de to teenagere talte sammen i telefonen tre gange om ugen for blot at tale om livet og nyde samtalen.
Ligesom sprog er mad en vigtig del af kulturen. En familie, der kom til New York fra et land i Sydasien, talte ikke engelsk, så Colpitts arrangerede, at en tolk mødte dem i lufthavnen ved deres ankomst og rejste sammen med dem til hotellet for at hjælpe dem med at checke ind. Tolken fandt en dagligvarebutik i nærheden af hotellet, der solgte mad af oprindelse i deres land, og besøgte familien rutinemæssigt for at koordinere leveringer af mad fra butikken til hotellet. I dette tilfælde er adgang til velkendt mad en værdsat trøst. Men nogle gange har patienter brug for specifikke typer mad for at overholde kostrestriktioner. I en lignende situation, hvor der var tale om en familie fra et nordafrikansk land, var Colpitts i stand til at finde en dagligvarebutik med specialprodukter og arrangere, at familien rejste til og fra butikken med en person, der kunne hjælpe dem.
Bekvemmeligheder, der gør et fremmed sted til at føles som hjemme, kan ikke undervurderes. Små ændringer i patientens rejseplan kan gøre en forskel for, om patienten fortsat deltager i kliniske forsøg.
